Locus of Control – Kontrolstedet

Locus of Control – Kontrolstedet

Et lille stykke om magt, afmagt og miraklet som er frivillig adfærd.

Frivillig adfærd

De som har været på kursus på en Canis Hundeskole ved, hvor meget der lægges vægt på den frivillige adfærd i indlæringen. I stedet for at lokke hunden med goodies, formes adfærden frem et lille my ad gangen. Er man ny indenfor klikkertræningen, kan man jo spørge sig selv, hvorfor det er så vigtigt at lade hunden tilbyde i stedet for at vise den vejen. Fra tid til anden hører man også ”min hund har det bedst med, at jeg hjælper, den bliver frustreret, hvis den selv skal opfinde den dybe tallerken”.

Det er ganske fair at stille spørgsmålstegn ved frivilligheden, da det absolut er et af de punkter, hvor ren klikkertræning adskiller sig fra anden træning. Der er ingen tvivl om, at det er lettere for dig at træne, hvis man kan vise hunden vejen med en godbid, som trækker den fra A til B. Man kan i store bidder ad gangen få adfærd frem og hunden gør det gerne – hvorfor skulle den ikke gerne ville? Udsigten til guf er jo LIGE DER.

Lad mig her komme med et par af de absolut vigtigste årsager til, at jeg synes at frivilligt arbejde styrer. Afslutningsvist den vigtigste af alle.

Forstærkningshistorik

Ved brug frivillig adfærd fra hundens side bliver du nødt til at tænke over, hvordan du sætter træningen op, hvis det skal være realistisk for hunden at opnå succes. Det vil sige, at adfærden dels op i bitte små dele, så de er til at sluge. Du laver en kriterietrappe, og hvert trin er et nyt klikpunkt. For toppen af trappen har du den færdige adfærd.

Hvad vil dette sige i praksis? Det betyder ganske enkelt, at hver eneste lille split af adfærden er blevet forstærket. Der er ikke et eneste punkt, hvor hunden er i tvivl, ganske simplet fordi hvert eneste led i sekvensen af bevægelser, forflytninger, tanker er gennemforstærket for at komme i mål.

Læring

Har du nogensinde siddet foran en computer ved siden af én, som skal lære dig brugen af et nyt stykke software? ”Tryk der, og tryk så der. Når du har gjort det, så trykker du der”. Har du så bagefter takket for hjælpen og sagt ”Øhh, jeg tror lige, jeg skal sidde med det selv lidt”. Vi lærer alle bedre, når vi selv finder frem til målet i stedet for at lade os føre, også selvom det er os, der trykker på knapperne. Hvis det ikke var vores ide at trykke, hvis der ikke var en tankeproces, som kørte bag denne beslutning, så er det vældig svært at opnå samme konfidentialitet med opgaven, som når man selv har gjort sig overvejelser. Der skal med andre ord mange flere forsøg til at opnå fortrolighed med processen, når man følger efter, i stedet for selv at finde vejen.

En helt fantastisk bivirkning

Ovenstående er den rent praktiske side af frivillig adfærd i træning. Men bag dette gemmer der sig en helt fantastisk bivirkning, som vender op og ned på bivirkningers ellers blakkede ry.

Forestil dig, hvad der sker med en hund, som finder ud af, at den har magten til at ændre verden. Måske ikke hele verden, men den umiddelbare verden, som den i dette øjeblik befinder sig i. Der sker det samme, som der ville ske med dig. Den bliver selvsikker, kreativ, modstandsdygtig over for fejl og den får et gåpåmod uden lige.

Locus of control – kontrolstedet

Julian B. Rotter, amerikansk psykolog, kom med teorien om locus of control i 1954. “Locus” er det latinske ord for “sted”, deraf kontrolsted.

Tanken bygger på, at individet har enten et eksternt kontrolsted eller et internt kontrolsted. Ligger ens kontrolsted eksternt, uden for en selv, er man af den overbevisning, at man ikke selv har indflydelse på, hvad der sker i ens tilværelse og med ens person. Det afhænger enten af andre eller er overladt til skæbnen, tilfældigheder eller højere magter. Uanset er det uden for ens egen magt. Ligger ens kontrolsted derimod internt, føler man magten til at influere sit liv både umiddelbart og i fremtiden. Sker der gode ting, er det egen fortjeneste, sker der dårlige ting, er det egen fejl.

I kender sikkert begge dele; personen som bebrejder kollegaen for dårlige resultater på arbejdspladsen eller læreren for børnenes dårlige opførsel. Disse personer ser ikke muligheden for selv at ændre på situationen og vende skidt til kanel. På den anden side er der de personer, som tager dårlige resultater på egen kappe og føler magten til at ændre et udfald og vende det til det bedre. De føler kontrol og konsekvens for egne handlinger. De fleste af os befinder os et sted imellem ekstremerne af disse personlighedstræk, men om vi hælder mere til den ene eller den anden side kan være afgørende for vores måde at gribe tilværelsen an.

De, som føler sig styret af eksterne faktorer, kan let forfalde til håbløshed, afmagt og lade sig slå ud af større eller mindre bump på vejen. De kan have tendens til stress eller apati. Det er ganske indvirkende på ens stressniveau, hvis tingene er ude af kontrol, og du ikke føler du har mulighed på at opnå kontrol. Mangler man kontrollen kan dette også give anledning til apati. Hvorfor prøve…?!

De interne tager ansvar for egne handlinger på godt og ondt, hvilket fremmer følelsen af at have tjek på tingene i et ‘aktion – reaktion’-forhold til tingene. Dette giver ro, velvære og en større følelse af uafhængighed.

I kan sikkert forestille jer forskellen på de to følelser, man har i kroppen, hvad enten de bygger på realistisk opfattelse af tingenes tilstand eller ej. Som at stå lænket til et træ, hvor man i det ene tilfælde ikke har nøglen, men i det andet tilfælde har muligheden for selv at gøre sig fri – sat på spidsen.

Fører man disse tanker om personlighedstræk over på hund og fører, kan dette spille ind på synergien i teamet.

Hundefører

Om vi ligger i den ene eller den anden ende af skalaen, er en blanding af medfødte træk og miljøet, vi er vokset op i. På træningsbanen vil den eksterne i højere grad skyde skylden på hunden eller omgivelserne i stedet for at sige ”hvordan kan jeg sætte træningen bedre op? Hvad kan jeg gøre anderledes, for at min hund får succes med sin træning?” I sådan en situation er det vældig vanskeligt at være hund (og fører). Sker der fejl i træningen (eller på konkurrencebanen) vil stemningen ofte droppe og irritation emmer ud af fører, som igen er blevet sat i en træls situation af sin hund, som burde vide bedre. Eller af dommeren, som har fejlbedømt, publikum, vejret… Uanset hvem eller hvad, der bebrejdes, er det ødelæggende for (sam)arbejdet.

De interne har gerne en anden tilgang til træning og konkurrence. Hvis noget kikser, peges der ikke fingre ad hverken hund, dommer, publikum eller haren som løb over banen under afdækningen. Fokus lægges her på ”hvad kan jeg gøre for at sikre mig, at dette lykkes en anden gang? Hvad kan jeg gøre for at træne os igennem denne situation og opnå et andet udfald?”

Forskellen på de to indgangsvinkler er ikke blot en vigtig faktor i vores praktiske måde at angribe træningen, men også på den følelse vi har, når vi træner. ’Kan det overhovedet betale sig at døje med det her, når man ikke kan komme i mål uanset, hvad man gør’ kontra ’vores succes afhænger af den måde, jeg opstiller vores træning’. Det er et spørgsmål om irritation og håbløshed eller i hvert fald en følelse af afmagt, kontra kreativitet, problemløsning og en kærlighed til processen.

Hunden 

Jeg lagde denne snak ud med lidt om frivillig adfærd. Hvad dette har med locus of control at gøre er måske indlysende for nogle og mangler lidt forklaring for andre. Så here goes:

Uanset hvordan vi vender og drejer den, så er vores hunde under mere eller mindre konstant kontrol af os. Ja, vi kører dem rundt til træning, gåture i skønne omgivelser og vi sender dem til kiropraktor og massage, alt sammen for at højne deres velvære mest muligt. Men faktum er, at de ikke har særligt mange valg. Vi bestemmer hvornår de skal spise, tisse, være stille osv.

Man kan ikke bebrejde dem, hvis deres kontrolsted er forskudt i forhold til midten – til den falske side. Vi kan dog give dem mere magt i hverdagen. Ikke fuldt ud, da det så kunne ende galt på flere niveauer. Eksempelvis ville jeg ikke betro min golden-knægt kontrollen over madbeholdningen. Det kunne bogstavelig talt koste ham livet. Men vi kan give dem valgmuligheder. Eksempelvis på gåturen. Måske de hellere vil en anden vej end ned forbi købmanden for 10000’ende gang. Lad dem vælge. De overtager ikke herredømmet på den konto, bare rolig!

Jeg nævnte i starten nogle læringsmæssige fordele ved frivillig adfærd. En KÆMPE og uvurderlig fordel ved denne træning er, at man kan skubbe til hundens kontrolsted. Man kan give dem et internt locus of control. Se det for jer; det er dem, der sætter gang i tingene. Det er dem, der kan vinde belønningen. Hvis de fejler, kan de forsøge igen. Ikke nok med at læringen sætter sig bedre, det giver også din hund en høj grad af velvære. En følelse af kontrol, selvtillid, handlekraft, vilje. Af at være en absolut stjerne. Alle de ting, der følger med følelsen af, at have indflydelse på ens umiddelbare verden. De får en glans over sig, som jeg ofte kalder KAPOW! Kapow er lyden af ’prøv at stoppe mig’! De tror på sig selv, de helmer ikke og de lader ikke noget komme dem i vejen. De fleste som omgås og træner mange hunde med frivillig adfærd, har en historie at fortælle, om en hund, som er vokset i sjæl og krop efter at have kastet sig ud i denne træning. Det kan dreje sig om bange, nervøse hunde. Stressede hunde. Fælles for dem er, at de får rykket deres kontrolsted og får sat deres poteaftryk på verden omkring dem.

Det harmoniske team 

Jeg tror på, at træningsglæden og resultaterne i høj grad afhænger en god balance i både hund og førers kontrolsted. Fordelingen er ret ligetil; det er dit ansvar at tilrettelægge træningen, så hunden har successen inden for rækkevidde, og det er hundens ansvar at byde ind.

Det er vanskeligt at rykke sit kontrolsted over nat, men med attituden ’jeg kan skabe succes for min hund’ bliver opgaven mere end en træning mod resultater, som i sidste ende afhænger af kræfter, som du ikke er herre over. Det bliver en leg, et puslespil, som langsomt bliver en helhed. Det er med denne attitude, at du kommer til at elske processen med alle den udfordringer. Start med blot at sige til dig selv, at du har magten til at ændre et udfald. Du vil komme til at tro på det!

For din hund er legen åbenlys. Den kan skaffe sig vej til ene gode sager ved at knække koder og løse udfordringer. Den føler successen umiddelbart, og tvivler ikke et sekund på, at den var den, som fik tingene til at ske. Det var den, som løste opgaven – og den kan gøre det igen!